tirsdag den 23. maj 2017

Så ramte hverdagen

Siden jeg kom tilbage fra New Zealand, har hverdagen virkelig ramt mig. Det meste af tiden har jeg brugt på at tegne et nyt kort, over en park, som ligger tæt på der hvor jeg bor.


Jeg har indtil videre brugt 46 timer på at lave kortet. Det har været ret sjovt, men det er også et meget ensformigt arbejde.

Mit trænerarbejde er også startet. Min første træning var med skoleholdet, hvor der mødte 5 op. 
I Australien har de et system, hvor det meste sport foregår igennem skolerne. Det betyder også, at små sportsgrene har svært ved at få flere deltagere, fordi alle skolebørn spiller hockey eller australsk fodbold, for deres skolehold i weekenden. 
Jeg var til skolemesterskaberne i orienteringsløb. Et løb hvor der kommer omkring 400 skolebørn, hvilket er rigtigt godt. Desværre er der ikke rigtigt nogen af dem som begynder at løbe orienteringsløb. 

I denne weekend fik jeg besøg af Martin (Illum) og hans kæreste Anna. Det var virkelig hyggeligt at have nogen at snakke dansk med, og vi fik set en masse seværdigheder i Melbourne, hvilket jeg ikke har fået gjort før. Fredag aften tog vi til St. Kilda for at se pingvinerne komme ind til deres redder, det gør de lige efter solnedgang.




Lørdag tog vi en sporvogn ind til byen, hvor vi mødte Agnes (Jonsson) og besøgte Queen Victoria Market og Federation Square. 
Victoria market er et klassisk marked, med mange boder hvor man kan købe alt fra boomeranger til ællinger.

På Federation Square, som ligger helt inde i centrum af byen, blev Buddha fejret. Så der var godt gang i en buddhistisk munkekoncert, da vi kom forbi. 
Efter at have kigget lidt på det, skulle Agnes tilbage på arbejde og vi tog også hjemad. 
Om aftenen blev vi inviteret på 'pubcrawl' med Tash og Warren. Vi var forbi 3 forskellige barer og fik drukket noget forskelligt øl.

Om søndagen fik jeg lokket Martin og Anna med til orienteringsløb. 
Der var en dobbelsprint på et helt nyt kort. Først løb man en helt almindelig sprint med fri start om formiddagen. Det gik ret fint for mig, banen var ikke helt vildt svær, så det handlede meget om at løbe stærkt. 
Om eftermiddagen løb man mod en anden løber. Så man startede samtidig, løb derefter to sløjfer og løb så de sidste 500 meter ugaflet.
Ham jeg løb imod var ret hurtig og jeg lavede en lille fejl på post 14, hvilket kostede mig 20 sek. Så da jeg løb fra post 18 kunne jeg se ham lidt over halvvejs til post 19. Jeg prøvede at hente tid på ham, men det virkede ikke som om jeg kom tættere på. Heldigvis lavede han en fejl til post 23, han løb syd om hegnene. Det betød at jeg klippede post 23 lige foran ham. Jeg havde desværre løbet lidt for meget syre i bennene i forsøget på at komme op til ham, så da vi kom til spurten, havde jeg ikke meget at give af, og han fik derfor lige klippet posten før mig.

Den sidste dag hvor Martin og Anna var her, tog vi ind og så den botaniske have og Shrine of Remembrance. 








De næste uger skal jeg have gjort mit kort færdigt, og så har jeg fået at vide at jeg skal opdatere 3 andre kort, så jeg skal nok finde på noget at lave.