Den australske hovedstad

For 33 år siden var min far, Claus, på udveksling i Australien. Han boede hos forskellige familier i Canberra i et år. To af familierne har vi haft på besøg i Danmark. Colin og Marcia var i Danmark for 10 år siden, og Peter og Louise var på besøg sidste år. Det var derfor oplagt at tage en smuttur til Canberra og sige hej til de to familier, især når det kunne gøres samtidig med, at der var to store løb i Canberra.

Claus som ung i Australien

Jeg fløj afsted fra Melbourne onsdag morgen og blev samlet op af Colin og Marcia. Med dem så jeg toppen af Mount Ainslie, Canberra Aboretum og National Portrait Gallery. Colin og Marcia bor på den nordlige side af Lake Burley Griffin - opkaldt efter arkitekten som tegnede Canberra. Fra deres hus kan man gå ned til Australian War Memorial, som er et sted, hvor man mindes alle de døde australske soldater. Der er også et stort museum tilknyttet, hvor man kan læse om alle de australske krigseventyr.

Australian war memorial

Udsigt fra Mount Ainslie

Udsigt fra Canberra Aboretum

Colin, Marcia og mig

Midt på dagen torsdag rykkede jeg over til Peter og Louise. De bor på den sydlige side af Lake Burley Griffin - lige overfor premierministerens bolig. Med dem så jeg den nye og den gamle parlamentsbygning, Australiens national museum og Telstra Tower, et stort tårn som står på toppen af en af bakkerne. Jeg nåede altså at se det meste af byen på tre dage.

Peter og Louise's hus

Vi var ude og lufte hunde omkring den nye parlamentsbygning.

Mit håbløse forsøg på at gendanne et gammelt billede. 

Udsigt fra Telstra Tower

Louise og mig

Peter og mig 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om Canberra. På den ene side kan jeg forestille mig, at det er en rigtig lækker by at leve i. Der er meget plads. Vejene er brede, og der er masser af parker. Man skal heller ikke køre langt, før man kommer ind i et reelt skovområde. På den anden side virkede det ikke som en rigtig by. Den har ikke charmen fra en europæisk by, hvor det hele er lidt presset sammen. De store og vigtige bygninger som parlamentet, højesteret, den britiske ambassade osv. ligger alle sammen i noget park lige syd for Burley Griffin søen.

De originale planer for Canberra

Old Parliament house lige før åbningsceremonien. Bygget midt på en mark.

Fredag aften tog jeg afsked med Peter og Louise for at slutte mig til Tash og Aston Key, som var kørt op fra Melbourne efter skole om fredagen. Lørdag og søndag bød på henholdsvis 19 km ultralang og 6 km skovsprint.

Billede af hvordan terrænet så ud om lørdagen

Runde 1

Runde 2

Runde 3

Som sagt var ultralang om lørdagen 19 km, hvilket i sig selv ikke er ultralangt. Det der gjorde den lang var den massive bakke, som vi skulle løbe rundt på. Jeg endte med at løbe lidt over 900 højdemeter. Hver løber havde 3 runder. De to første var gaflet, og den sidste var ugaflet.

Vi startede ud i en fællesstart, og det gik egentlig meget godt. Jeg fandt to fra Victoria, som jeg kunne løbe med, og vi kom derudaf. Til slut på den første runde lavede en af de andre og jeg en fejl på post 12. Kort tid efter passerede jeg publikumstrækket første gang sammen med en anden.

På anden runde løb min løbemakker fra mig, og jeg begyndte at mærke trætheden. Jeg følte dog stadig, at jeg godt kunne gennemføre løbet. Jeg fik det sidste kort, da jeg passerede publikumsposten anden gang. Den sidste runde var længere end de to andre, jeg havde løbet. Pludselig følte jeg mig meget træt. Her var jeg også oppe på at have løbet i 2 timer og havde taget ca. 600 højdemeter.

Jeg halvt løb, halvt gik til post 1 på den nye sløjfe. Derefter var der tre meget irriterende poster, ned, hen og op igen.  Her blev jeg overhalet af en orienteringsløber fra Melbourne, som jeg normalt slår stort. Det gjorde mig bare endnu mere træt. På vej til post 4 løb jeg forbi post 8 for at få noget vand. Det hjalp lidt, men kort tid efter var jeg nede at gå igen. Da jeg kom tilbage til post 8, satte jeg mig ned på en sten og drak noget vand, men jeg ville gennemføre, så jeg fortsatte. Ved post 9 måtte jeg dog erkende, at det var for langt for mig. Jeg havde kvalme og kunne kun gå. På det tidspunkt havde jeg været over 3 timer i skoven.

Runde 1

Runde 2

Runde 3

Søndag var jeg klar til at få revanche for det personlige nederlag, ultralang havde været. Jeg startede sammen med en anden o-løber udvalgt fra den australske rangliste. Igen var der tre runder. De to første var gaflet og den sidste var ugaflet. Banerne var 6 km i et rimeligt fladt område, så det var lidt ligesom en skovsprint.

Siden jeg ikke har løbet alle ranglisteløb, var jeg blevet sat sammen med formanden for det australske forbund. Han er en 40-årig mand med en god ølmave. Ham løb jeg heldigvis fra med det samme.

Afsted gik det på den første runde, og jeg havde rimelig god fart på. På vej op til første publikumspassage - i modvind - kunne jeg dog mærke, at benene ikke kommer sig så let efter 19 km. Anden runde var en hård kamp om bare at holde tempoet oppe. Sidste runde var lidt nemmere at håndtere, og jeg endte også med at sprinte fra en hurtig løber, som havde indhentet mig.

Derefter var der kun en 6 timers køretur tilbage.

Alt i alt en lidt blandet tur til Canberra, men jeg fik helt sikkert en masse ud af turen.

Den australske "bush"

Som jeg skrev om i det tidligere opslag, så er den australske natur afhængig af skovbrande. Det er noget orienteringsløbere lever med. De ved, at deres gode terræner på et eller tidspunkt vil brænde ned, derefter har de 1-2 år med et rigtigt godt terræn, før det hele vokser op og gør terrænet meget tæt indtil det brænder ned igen.

Et område som nok snart får sig en skovbrand er det legendariske granitområde "Kooyoora"

Området er ret fedt at løbe rundt i nogen steder, men det er for det meste meget tæt. Der er grene, som blokerer for dit løb hele tiden. Tæt på Kooyoora ligger Mount Korong, som ikke er lige så legendarisk, men det er mere åbent og har også en del granit detaljer.

Her var jeg ude og løbe forleden, det var sindssygt fedt. Solen skinnede, det var 15 grader, og jeg løb rundt mellem store sten og kænguruer.

Disse to terræner ligger lidt under en time fra Bendigo. Bendigo er den 4. største by i Victoria, og den ligger 2 timer nord vest for Melbourne. Omkring Bendigo kan man finde gully/spur terræn. Det er et meget diffust terræn med en del store slugter og udløbere.

Denne bane løb jeg for et par weekender siden. Der var nogen meget diffuse åbne områder, hvilket gjorde det super svært i indløbet til post 4 og omkring de sidste poster. 

Til post 9 løb jeg til højre over den høje bakke på stien, hvorefter jeg løb ned igennem slugten og over udløberne ind i posten. Jeg tror dog, at venstre rundt om bakken ville have været bedre. 

Denne bane er fra den eneste natorientering konkurrence, jeg har løbet, mens jeg har været hernede. Igen kan man se, hvordan der kun er slugter og udløbere. Det ligner næsten et ufærdigt kort.

Dette var en fællesstart. Vi var tre hurtige løbere, som deltog. Desværre havde to andre den samme gafling, så jeg var alene efter post 2. Jeg havde svært ved at få min nat orientering teknik til at virke i det diffuse terræn. Endte dog alligevel med at vinde, fordi de to andre lavede en stor fejl på post 30.

I området omkring den anden butterfly kan man se en lille smule guldgraverterræn. Omkring Bendigo finder man en del guldgraverterræn. For at beskrive den form for terræn vil jeg først fortælle lidt om selve Bendigo.

Omkring 1850 blev der fundet guld i det område, hvor Bendigo er nu. Det samme skete i en del andre områder i Victoria, blandt andet ved Ballarat, som er Victorias 3. største by, og hvor der er Victorian Championships næste weekend.

Området omkring Bendigo var meget rigt på guld, hvilket førte til at en masse europæere, amerikanere og især kinesere flyttede til området i håb om at blive rige. Udover at skabe Bendigo og en masse andre provinsbyer i Victoria grundlagde det også Melbournes rigdom og position som en af de vigtigste byer i Australien.

Heldigvis for os orienteringsløbere var guldgraverne dårlige til at rydde op efter sig selv. Derfor kan man løbe rundt i noget meget spændende og anderledes terræn her omkring. Man løber simpelthen i mellem store huller, render og punkthøje.

Jeg var så heldig at være banelægger til et løb i et rigtigt godt guldgraverterræn. Dette område blev brugt til model event for WOC stafet i 1985

Om tre uger har vi australske mesterskaber. Det er i Bathurst i NSW. Her har de også en lille smule guldgraverterræn så det bliver helt sikkert spændende.

De super farlige australske dyr

Hvordan er det at løbe orienteringsløb i et land, hvor alle dyr prøver at dræbe dig? Australien er kendt for at have mange farlige dyr. Selv det lille søde næbdyr har en giftig klo omkring sine fødder.

Vi så et ret godt billede på den australske natur, da vi gik rundt i Sydney. Her så vi tre små fugle, omkring halvt så store som en knytnæve, jagte en cockatoo væk, hvilket er en ret stor fugl.

Lige for tiden er det "Swooping season". Magpies, der ligner skader, ligger og ruger æg i øjeblikket, og de er ikke glade for, at folk færdes under deres reder. De kan specielt ikke lide cyklister, så de angriber cyklisterne i nakken lige under hjelmen. Derfor kan man se, at de fleste cykler rundt med noget ekstra monteret på cykelhjelmen for tiden.

Jeg blev selv "Swooped" her forleden, da jeg var ude og tegne kort. Heldigvis bankede den ikke til med næbbet, men jeg fik noget af et chok alligevel.

Lige da jeg kom til Australien var det sæson for edderkopper...

Forstil dig, at du løber og koncentrerer dig om at finde den næste post. Du er måske på vej lidt ned ad bakke og tænker, at du hellere lige må kigge på kortet en ekstra gang. Da du kigger op fra kortet igen, når du lige at se en knytnæve stor edderkop, før du et sekund efter løber ind i dens spind. 

Fra starten af oktober indtil marts bliver der ikke løbet orienteringsløb i skoven. Det skyldes slangerne. De australske orienteringsløbere ynder dog alligevel at komme med ”sjove” kommentarer som "pas nu på slangerne", "hvad gør du, hvis du bliver bidt af en slange?" eller "husk nu at slangerne er i det høje græs" lige før en træning i områder, hvor man løber rundt med græs op til midt på skinnebenet.

Selv kænguruer kan være farlige, hvis de føler sig truet. Jeg var for ikke så lang tid siden ude og løbe en tur med de to hunde, som er i den familie, jeg bor hos i Bendigo. Pludselig løb hundene afsted, da de så en kænguru. De fik jagtet kænguruen ned i en lille dam, og de var klar til at svømme ud til kænguruen. heldigvis fik vi stoppet dem før, for det er en kendt kænguru fælde. Kænguruen vil stille sig ud i vandet, hvor den stadig kan bunde. Hvis en hund svømmer ud mod den, vil den stå der og presse hunden under vandet, indtil den drukner. 

Jeg ser kænguruer hele tiden. Det er lidt skuffende, hvis jeg har været på en løbetur, hvor jeg ikke har set mindst 5 kænguruer. 

De meget anderledes dyr er selvfølgelig fascinerende, men det, jeg synes, er mest fascinerende er, at den australske natur er afhængig af skovbrande for at den bliver holdt i live. Der er endda træer hvis frø kun åbnes efter en skovbrand.

Det er ikke særligt farligt at løbe i australske skove om vinteren. Ligesom i Danmark er dyrene mere bange for os, end vi er for dem. Måske med undtagelse af krokodillen.