Familien Key og Orienteringsnørderi

Dette indlæg er delt ind i tre dele. Først vil jeg fortælle lidt om den familie jeg bor hos. I anden del vil jeg skrive om hvad der er sket siden sidst, og til sidst bliver det meget orienteringsnørdet.

Siden jeg kom herned, har jeg boet hos den samme familie. Familien Key. De er ret 'kendte' i den australske orienteringsverden.

Warren er faren i familien. Han har mange ting kørende. Han ejer kompasfirmaet str8, som først blev startet for to år siden, så han arbejder stadig på at sprede det ud til flere mennesker. Der er dog et stigende antal eliteløbere som gerne vil løbe med kompasset, bl. a. Georgiou, Hubmann og Lundanes.  Udover det, har han været distributør af Inov-8 sko til Norden (De er lige blevet sagt op af Inov-8), og så ejer han en cykelbutik, som han har arvet fra sin far, hvorfra han blandt andet sælger "Byk kids bikes," hvilket er et tredje firma han har startet. Så Warren har en del at se til. Her er der nogle billeder af cykelbutikken som lige er blevet renoveret.

Natasha, også kaldet Tash er moren i familien

Hun er 46, men er alligevel blevet udtaget til VM hertil sommer. Hun arbejder lidt som massør og ellers hjælper hun Warren med alle hans projekter. Hun bruger selvfølgelig også en del tid med at træne sammen med Aston og mig.

Aston er lige fyldt 17 og er en klassisk teenager med pigeproblemer og næsten ingen søvn. Han er dog super hurtig, når han endelig kommer ud og løbe. Sidste år vandt han ungdoms EM. Der er derfor også lidt pres på ham, for der er mange i Australien som ser ham som den næste store stjerne.

Jensen og Milla er henholdsvis 14 og 11 år. Jensen blev hurtigt slugt af Game of Thrones, da jeg fortalte ham om det, så han har brugt de sidste 2 uger på at se alle episoder. Orienteringsmæssigt lider han lidt af at være noget yngre end sine konkurenter (han har fødselsdag den 31. December), men det virker som om hans teknik er rigtig god.

Milla er energibundtet i familien. Der sker altid et eller andet når hun er hjemme. Hun er dog ikke en stor fan af orienteringsløb, hvilket man måske godt kan forstå, når de bruger over en måned, på at rejse fra konkurrence til konkurrence i Europa. 

Udover dem er der hunden og katten, Millo og Leo samt Tash's mor som nu har været her i omkring en måned, hvilket har betydet at jeg har måttet sove i kælderen. 

Så som I nok kan regne ud, kan det gå rimelig hektisk for sig i hverdagene.

Hverdagen har sådan set fortsat siden sidst. 

Jeg lavede rød grød med fløde til familien.

En anden dag brugte 4 timer i en park syd for Melbourne

Westgate bridge som gik igennem kortet. Søen i forgrunden er kendt for at den er lyserød. Men algerne virkede ikke da jeg var der.

 Fandt en "Food truck" da det var tid til frokost.

Jeg har også lavet noget banelægning til en konkurrence den 7. Juli (mere om det i næste opslag), arbejdet på et andet kort og prøvet at arrangerer en skoletur som starter om en måned.

For to søndage siden var vi ude og løbe mellemdistance i guldgraver terræn.

Efter løbet, havde jeg en snak med alle skoleløberne om hvordan det var gået. 

Sidste weekend var "Queens birthday weekend," hvilket betød at mandag også var fri. Det havde NSW brugt til at arrangerer Australsk 3 dages i Wagga Wagga.

Første dag var mellemdistance

Meget detaljeret granit terræn. Jeg følte at det gik middel godt, lavede en koger fejl på vej til post 12 og en begynder fejl på post 19. Mistede måske 2 min på fejl i alt. Men da jeg kom i mål var jeg 13 min efter vinderen. Det åbnede op for tanker om hvad jeg egentlig kan forbedre, for det kan godt være at de bedste løbere er hurtigere end mig, men de er ikke 10 min hurtigere på 8 km. Den aften snakkede jeg om orienteringsteknik med Warren, og det som der kom ud af det vender jeg tilbage til.

Dag 2 var langdistancen. 15 km og 500 højdemeter.

 Det var en lang tur, endte med at bruge 2 timer og 4 min. Havde en fin start på de første tekniske poster. Følte mig allerede meget træt da jeg klippede post 7, og der var meget lang vej hjem derfra. Jeg havde taget en gel med, den tog jeg ved post 11. Ved post 14 begyndte jeg at blive meget træt, og derfor glemte jeg at tænke og smed noget tid. På vej til post 15 fik jeg lidt mere energi og gik lige i posten hvilket hjalp mig meget. På post 18 og 19 glemte jeg at holde fokus helt ind til posten hvilket betød at jeg lavede nogle små kroge ind i posterne. Efter publikumspassagen blev jeg rigtig træt og ville give alt for at have taget en ekstra energi gel med. På vej til post 26 gik jeg helt i stå og måtte kæmpe for at holde mig løbende resten af vejen. Endte med at være 33 min efter vinderen. Hvilket er lidt bedre end mellemdistancen, især når man tænker på at jeg ikke rigtigt har fået trænet nogle lange træningspas.

3. dagen var sprint.

Vi havde start på toppen af en åben bakke med granit. Det var ret sjovt at løbe rundt deroppe på en sprint. Både farten og sagen at kortet ikke var super godt oppe på højen gjorde at jeg havde lidt svært ved at komme ind på kortet. Til post 4 lavede jeg en stor fejl, som kostede 40-50 sek, hvilket er alt for meget at tabe i en sprint. Ved post 4 mødte jeg ham som startede før mig, han havde lavet en stor fejl til post 1. Jeg tog føringen på resten af posterne på bakken og var lidt bedre med på kortet efter fejlen. Nede blandt bygningerne rykkede han hurtigt forbi. Vi lavede dog begge en fejl til post 13, vi blev begge snydt af en bro. Jeg kunne ikke følge med i hans tempo, men heldigvis blev han ved med at lave små fejl, som gjorde at jeg kunne holde kontakten med ham. Det var rigtigt fedt at have ham foran til at være en form for hare. Vi klippede post 28 samtidig og da jeg kom i mål havde han allerede taget 20 sek på mig. Viste sig dog bagefter at han hedder Martin Dent og løb Marathon for Australien til OL i London, så der var måske en grund til at jeg havde svært ved at følge med.

På vejen hjem fra Wagga Wagga tog vi forbi et lækkert og svært terræn. Kortet var desværre lidt gammelt, men vi kom igennem. 

Og nu til det endnu mere nørdede. 

Jeg har følt at vi i Danmark har en meget fast holdning til hvordan ens orienteringsteknik skal være. Især det at gå fra kort til terræn er meget vigtigt og derfor også at have en plan for hele strækket man vil løbe. Warren åbnede op for en ny verden da vi havde snakken efter mellemdistancen. For som han sagde så er kortet en fortolkning af terrænet af korttegneren og hvis du så bagefter fortolker kortet, er der to fortolkninger, hvilket må skabe en del usikkerhed. Hvorimod hvis du kigger på terrænet og derefter på kortet, vil du gøre det samme som korttegneren gjorde i første omgang. Det er i hvert fald værd at tænke over og jeg kommer til at tænke over hvad jeg tror er den bedste orienteringsteknik det næste stykke tid.

Warren er i det hele taget god til at sætte spørgsmålstegn til hvordan vi gør tingene i orienteringsporten. Prøv at tænk over nogen af de her spørgsmål

Hvorfor vil vi ikke have modløb ved banelægning?

Hvorfor bruger vi kun de farver som vi nu bruger på kortet. Der er tusinder af farve varianter. Hvorfor bruger vi f. eks. sort til at markere en bevoksningsgrænse?

Hvorfor er vi fast besluttet på at bruge 1:15.000, 1:10.000, 1:7.500 og 1:4000. Ville det ikke give bedre mening at have 1:12.000, 1:10.000, 1:8000 og 1:4000?