Første uge brugte jeg på sydøen sammen med familien Key + Kathleen, Astons kæreste.
Jeg havde en meget besværlig rejse fra Australien til New Zealand. På vej ud af Australien skulle jeg i to forskellige paskontrol køer, fordi jeg var fra et så suspekt land som Danmark. På vej ind i New Zealand prøvede jeg at forklare den emsige paskontrollør at vi ville rejse rundt i New Zealand og derfor ikke havde en adresse som jeg kunne fortælle hende. Til sidst blev min taske taget ud til ekstra check og alle mine løbesko vasket.
Jeg havde meget benplads i flyet.
Carsten og Jenni bor lidt udenfor Christchurch på en bjergside, med en ret formidabel udsigt.
Mellemdistance i "The Rockery"
Forkortet langdistance i Rotorua. Vi løb blandt de høje Redwood træer.
Tæt på Rotorua ligger Hobbiton. Hvilket er en lille hobbit by, som er blevet bygget til de udvendige klip i Ringenes Herre og Hobitten. Det var ret sjovt at se og høre om alle de tricks der er blevet brugt, for at få hobbiterne til at se mindre ud end blandt andet Gandalf.
Kirsten og Bo kom også til Rotorua for at varme op til WMOC som blev holdt ugen efter. Jeg var ude og spise med dem og mødte nogen af deres venner fra Adelaide. Det var en meget hyggelig aften.
Den tredje uge rejste jeg rundt alene og fangede senere familien igen.
Jeg lejede en lille Fiat Punto så jeg nemt kunne komme rundt i New Zealand og så jeg kunne nå de ting som gerne ville. Det mest eksotiske sted jeg før har kørt må være en jysk landevej i vores forholdsvis store Peugeot. Så det var noget af en oplevelse lige pludselig at komme ud i noget bjergkørsel i en lille bil. De har ikke særligt meget motorvej i NZ, og på motorvejen må man kun kører 100 km/t. Til gengæld må man kører 100 km/t på næsten alle landevejs strækninger uden for byerne. Hvilket betyder at der bliver givet godt gas, og når vejen slynger sig op igennem det bakkerige landskab.
Fra Auckland kørte jeg til Tongariro National park, som ligger ca. midt på nordøen. Her kan man gå en af verdens smukkeste vandreture, og det skulle jeg selvfølgelig prøve. Jeg kom derned forholdsvist tidligt, så i stedet for bare at sætte mig ind i sovesalen tog jeg bilen og kørte op på Mount Ruapehu, som er det højeste bjerg på nordøen. Det var en meget snørklet vej som førte derop, men udsigten til solnedgangen gjorde det, det hele hver.
Solen var ikke kommet op bag bjerget da vi startede, så det var rimelig koldt til at starte med, men lige så snart det begyndte at gå opad, og solen kom frem bag bjerget, begyndte man virkelig at få varmen.
Selvom vi var tidligt ude, var der mange som var startet før os. Vandreturen er meget populær. Da jeg snakkede med en af shuttlebus chaufførene i mål, sagde han, at han tror at der har været lidt over 1000 mennesker på vandreturen, den dag jeg gik den.
Jeg ville gerne nyde udsigten, og vandreturen uden så mange omkring mig, så jeg startede med at løbe/gå meget hurtigt, de første 8 km til jeg nåede det første vulkankrater.
Efter en overnatning hos dem, tog vi en tur mod Hamner Springs, som er en lille bjergby, hvor der, ligesom der er i så mange New Zealandske byer, er termiske bade. Altså pools som bliver varmet op af varmt vand fra undergrunden. På vejen smuttede vi forbi et yderst lækkert klitterræn, som Carsten havde tegnet kort i.
Vi brugte resten af dagen i badeland. Det var Milla og Jensen især vilde med.
Billede fra morgenløbetur i Hamner Springs med Tash, til toppen af nærmeste 'Bjerg'.
Paintball banen i Hamner Springs som vi spillede paintball på, det gjorde hammer ondt at blive ramt, men det var ret sjovt at skyde efter hinanden. Der var vidst nogen frustrationer mellem søskende som kom ud på banen. Jensen og Aston fik i hvert fald skudt en del efter Milla.
Aften tur på skøjtebanen, da vi var kommet tilbage til Christchurch. Prøvede at lære Milla og Jensen hvordan man står på skøjter. (det var jo kun omkring 10 år siden jeg sidst har stået på skøjter selv.)
Sprinttræning på Lincoln universitetet i Christchurch. Vi startede med 1 min mellemrum med de langsommeste først, så der var god gas på, holdt næsten Aston bag mig.
Vi fik også tid til at løbe en til sprinttræning.
I New Zealand er Rogaining ret populært, det kommer nok af at der i det hele taget er mange folk som dyrker adventure race. Rogaining er orienteringsløb hvor du selv bestemmer rækkefølgen af de poster du tager. Posterne giver også forskelige point, så der er en del taktik i det, og der er selvfølgelig også en tidsgrænse, 45 min i dette løb. Jeg startede med at løbe sammen med Aston, men han fik hurtigt smidt mig af. Efter lidt tid begyndte jeg at indhente ham igen, fordi han lavede fejl, så det var ret hyggeligt.
En af dagene i Christchurch var ekstra begivenhedsrig. Det var en dagstur til Arthurs Pass, ca. 2 timers kørsel fra Christchurch.
Første stop på turen var Castle Hill. Et stort afgrasset område med store klippeformationer voksende ud af det grønne bakker. Tilføj store snebeklædte bjerge og det føltes som om vi var med i Ringenes Herre.
Nok det fedeste orienteringløbs terræn jeg nogensinde har løbet i. Det var en kombination af sindsygt svært teknisk og meget løbbart.
Næsten stop var en 400 meter lang grotte, som var blevet udgravet af det lille vandløb som stadig løb i bunden af grotten. Den skulle vi prøve at gå igennem. De første 10 meter var meget dybe, jeg fik vand til midt på maven. Værd at bemærke er at dette vand ikke var opvarmet af nogen termisk aktivitet, det var nysmeltet isvand fra bjergene. Derefter gik vandet til omkring midt på skinnebenet og man vendte sig til det kolde vand. Til sidste var der en lille stige man skulle klatre op af.
Sidste oplevelse den dag var et højt vandfald helt oppe ved passet.
Uge 2 stod på Oceania championships og lidt mere sightseeing
På Millas 11 års fødselsdag fløj vi til Auckland og kørte direkte til Rotorua. Da jeg som 4 årig besøgte byen kaldte jeg de 'pruttebyen'. Det levede byen op til...
(Byen stinker af fosfor.) Men det er sin egen oplevelse.
I Rotorua finder man Te Puia geyseren. Og en ret vild Redwood skov, som vi senere løb i.
Dagen efter startede Oceania champs
Det tekniske område i sprinten
Langdistancen i Woodhill
Stafet i Woodhill
Forkortet langdistance i Rotorua. Vi løb blandt de høje Redwood træer.
Tæt på Rotorua ligger Hobbiton. Hvilket er en lille hobbit by, som er blevet bygget til de udvendige klip i Ringenes Herre og Hobitten. Det var ret sjovt at se og høre om alle de tricks der er blevet brugt, for at få hobbiterne til at se mindre ud end blandt andet Gandalf.
Kirsten og Bo kom også til Rotorua for at varme op til WMOC som blev holdt ugen efter. Jeg var ude og spise med dem og mødte nogen af deres venner fra Adelaide. Det var en meget hyggelig aften.
Den tredje uge rejste jeg rundt alene og fangede senere familien igen.
Jeg lejede en lille Fiat Punto så jeg nemt kunne komme rundt i New Zealand og så jeg kunne nå de ting som gerne ville. Det mest eksotiske sted jeg før har kørt må være en jysk landevej i vores forholdsvis store Peugeot. Så det var noget af en oplevelse lige pludselig at komme ud i noget bjergkørsel i en lille bil. De har ikke særligt meget motorvej i NZ, og på motorvejen må man kun kører 100 km/t. Til gengæld må man kører 100 km/t på næsten alle landevejs strækninger uden for byerne. Hvilket betyder at der bliver givet godt gas, og når vejen slynger sig op igennem det bakkerige landskab.
Fra Auckland kørte jeg til Tongariro National park, som ligger ca. midt på nordøen. Her kan man gå en af verdens smukkeste vandreture, og det skulle jeg selvfølgelig prøve. Jeg kom derned forholdsvist tidligt, så i stedet for bare at sætte mig ind i sovesalen tog jeg bilen og kørte op på Mount Ruapehu, som er det højeste bjerg på nordøen. Det var en meget snørklet vej som førte derop, men udsigten til solnedgangen gjorde det, det hele hver.
Og så kom dagen hvor jeg skulle gå Tongariro alpine crossing, det havde jeg virkelig set frem til. Og sikke en oplevelse. Vandreturen starter og slutter ikke det samme sted, så jeg skulle fange en shuttlebus klokken 6:45 for at komme ud til der hvor vandreturen starter.
Selvom vi var tidligt ude, var der mange som var startet før os. Vandreturen er meget populær. Da jeg snakkede med en af shuttlebus chaufførene i mål, sagde han, at han tror at der har været lidt over 1000 mennesker på vandreturen, den dag jeg gik den.
Jeg ville gerne nyde udsigten, og vandreturen uden så mange omkring mig, så jeg startede med at løbe/gå meget hurtigt, de første 8 km til jeg nåede det første vulkankrater.
Vulkanen på billedet er Mount Ngauruhoe bedre kendt som Mount Doom fra Ringenes Herre. Hvis man satte et barn i 2. klasse til at tegne en vulkan, ville de højst sandsynlig tegne den ligesom denne.
Da det er et vulkanområde er der selvfølgelig også et antal kratere, som man går over.
For at få en bedre udsigt, og fordi jeg har et eller andet med altid at skulle op på toppen af bjergene tog jeg en ekstra tur op til toppen af Mount Tongariro, som ligger over for mt. Doom.
Det vandreturen er mest kendt for er de turkise vulkansøer man finder på toppen.
På dette tidspunkt var klokken blevet 10 og alt for varmt til at gå i overtræksbukser, og da jeg ikke havde nogen lommer i mine shorts, røg telefonen i tasken. Derfor er der ikke så mange billeder af den sidste del.
På den anden side gik stien ned igennem et høj alpint område. Det var sjovt at se hvordan bevoksningen lige så stille blev højere og højere. Fra lav - til højt gras - til små buske - til små træer jeg kunne kigge over - til træer der dækkede udsynet og de sidste 2-3 km i fuldvoksen regnskov.
En god dag hvor jeg kom op på omkring 26 km på grund af de små ekstra ture jeg tog.
¨
Dagen efter kørte jeg nordpå, med et lille stop ved et vandfald først.
Jeg kørte fra området med Mt. Doom på min højre side og Ringenes Herre soundtracket over højtalerne, det var ubeskriveligt...
Længere nordpå stoppede jeg ved Karangahake gorge, som er et gammelt guldmine område. Det virkede som et godt sted at løbe en lille tur og på grund af den tidligere beskrevende lyst til altid at komme op på toppen af bakkerne, skulle jeg da det. Jeg havde bare ikke lige tjekket længden, så det blev en god halvanden times tur. Det var dog nogle sindsygt fede og meget smalle spor.
Aftenen blev brugt på "Hot water beach." En strand hvor man, når man graver et hul i sandet, kan sidde i varmt vand.
Jeg nåede også forbi Cathedrals cove inden jeg kørte til Auckland for at møde familien igen og heppe på Warren og Tash da de begge vandt WMOC (gammelmands VM i orienteringsløb) i henholdsvis W45 og M55.
Jeg endte med at kører omkring 1000 km på 6 dage, hvilket måske var lidt i overkanten, men jeg kom i det mindste meget omkring og fik set meget af det flotte land. Jeg skal helt sikkert tilbage til NZ igen.
Inden jeg afleverede bilen og tog flyet til Melbourne, nåede jeg lige at løbe banen fra sprint kvalifikationen til WMOC. Den var i et meget teknisk sprint område, virkelig sjovt.
Nu hvor jeg er tilbage igen, kan jeg rigtigt komme igang med at arbejde, så de næste uger står på korttegning og træninger.
