onsdag den 13. september 2017

Den australske hovedstad

For 33 år siden var min far, Claus, på udveksling i Australien. Han boede hos forskellige familier i Canberra i et år. To af familierne har vi haft på besøg i Danmark. Colin og Marcia var i Danmark for 10 år siden, og Peter og Louise var på besøg sidste år. Det var derfor oplagt at tage en smuttur til Canberra og sige hej til de to familier, især når det kunne gøres samtidig med, at der var to store løb i Canberra.
Claus som ung i Australien


Jeg fløj afsted fra Melbourne onsdag morgen og blev samlet op af Colin og Marcia. Med dem så jeg toppen af Mount Ainslie, Canberra Aboretum og National Portrait Gallery. Colin og Marcia bor på den nordlige side af Lake Burley Griffin - opkaldt efter arkitekten som tegnede Canberra. Fra deres hus kan man gå ned til Australian War Memorial, som er et sted, hvor man mindes alle de døde australske soldater. Der er også et stort museum tilknyttet, hvor man kan læse om alle de australske krigseventyr.
Australian war memorial

Udsigt fra Mount Ainslie

Udsigt fra Canberra Aboretum
Colin, Marcia og mig

Midt på dagen torsdag rykkede jeg over til Peter og Louise. De bor på den sydlige side af Lake Burley Griffin - lige overfor premierministerens bolig. Med dem så jeg den nye og den gamle parlamentsbygning, Australiens national museum og Telstra Tower, et stort tårn som står på toppen af en af bakkerne. Jeg nåede altså at se det meste af byen på tre dage.


Peter og Louise's hus

Vi var ude og lufte hunde omkring den nye parlamentsbygning.


Mit håbløse forsøg på at gendanne et gammelt billede. 


Udsigt fra Telstra Tower
Louise og mig


Peter og mig 
Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om Canberra. På den ene side kan jeg forestille mig, at det er en rigtig lækker by at leve i. Der er meget plads. Vejene er brede, og der er masser af parker. Man skal heller ikke køre langt, før man kommer ind i et reelt skovområde. På den anden side virkede det ikke som en rigtig by. Den har ikke charmen fra en europæisk by, hvor det hele er lidt presset sammen. De store og vigtige bygninger som parlamentet, højesteret, den britiske ambassade osv. ligger alle sammen i noget park lige syd for Burley Griffin søen.
De originale planer for Canberra

Old Parliament house lige før åbningsceremonien. Bygget midt på en mark.



Fredag aften tog jeg afsked med Peter og Louise for at slutte mig til Tash og Aston Key, som var kørt op fra Melbourne efter skole om fredagen. Lørdag og søndag bød på henholdsvis 19 km ultralang og 6 km skovsprint.

Billede af hvordan terrænet så ud om lørdagen


Runde 1

Runde 2

Runde 3

Som sagt var ultralang om lørdagen 19 km, hvilket i sig selv ikke er ultralangt. Det der gjorde den lang var den massive bakke, som vi skulle løbe rundt på. Jeg endte med at løbe lidt over 900 højdemeter. Hver løber havde 3 runder. De to første var gaflet, og den sidste var ugaflet.

Vi startede ud i en fællesstart, og det gik egentlig meget godt. Jeg fandt to fra Victoria, som jeg kunne løbe med, og vi kom derudaf. Til slut på den første runde lavede en af de andre og jeg en fejl på post 12. Kort tid efter passerede jeg publikumstrækket første gang sammen med en anden.

På anden runde løb min løbemakker fra mig, og jeg begyndte at mærke trætheden. Jeg følte dog stadig, at jeg godt kunne gennemføre løbet. Jeg fik det sidste kort, da jeg passerede publikumsposten anden gang. Den sidste runde var længere end de to andre, jeg havde løbet. Pludselig følte jeg mig meget træt. Her var jeg også oppe på at have løbet i 2 timer og havde taget ca. 600 højdemeter.
Jeg halvt løb, halvt gik til post 1 på den nye sløjfe. Derefter var der tre meget irriterende poster, ned, hen og op igen.  Her blev jeg overhalet af en orienteringsløber fra Melbourne, som jeg normalt slår stort. Det gjorde mig bare endnu mere træt. På vej til post 4 løb jeg forbi post 8 for at få noget vand. Det hjalp lidt, men kort tid efter var jeg nede at gå igen. Da jeg kom tilbage til post 8, satte jeg mig ned på en sten og drak noget vand, men jeg ville gennemføre, så jeg fortsatte. Ved post 9 måtte jeg dog erkende, at det var for langt for mig. Jeg havde kvalme og kunne kun gå. På det tidspunkt havde jeg været over 3 timer i skoven.

Runde 1

Runde 2


Runde 3


Søndag var jeg klar til at få revanche for det personlige nederlag, ultralang havde været. Jeg startede sammen med en anden o-løber udvalgt fra den australske rangliste. Igen var der tre runder. De to første var gaflet og den sidste var ugaflet. Banerne var 6 km i et rimeligt fladt område, så det var lidt ligesom en skovsprint.

Siden jeg ikke har løbet alle ranglisteløb, var jeg blevet sat sammen med formanden for det australske forbund. Han er en 40-årig mand med en god ølmave. Ham løb jeg heldigvis fra med det samme.
Afsted gik det på den første runde, og jeg havde rimelig god fart på. På vej op til første publikumspassage - i modvind - kunne jeg dog mærke, at benene ikke kommer sig så let efter 19 km. Anden runde var en hård kamp om bare at holde tempoet oppe. Sidste runde var lidt nemmere at håndtere, og jeg endte også med at sprinte fra en hurtig løber, som havde indhentet mig.
Derefter var der kun en 6 timers køretur tilbage.

Alt i alt en lidt blandet tur til Canberra, men jeg fik helt sikkert en masse ud af turen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar